Ole Lauridsen, maj 2021 Corona-pandemien har ødelagt ikke så lidt. Vi har – de fleste af os i det mindste – bøjet nakken og rettet ind og affundet os med at meget ikke blev til noget. Med beklagelse, med græmmelse, med ærgrelse. Vældig mange har ikke haft omgang med andre, end ikke med den nærmeste familie, og kulturarrangementer har været lukket land, blandt andet Niels Christians retrospektive udstilling i anledning af hans 80-års fødselsdag i maj 2020 og erstatningsudstillingen i år. Og det er skammeligt for Niels Christian, for Susse og for alle os der holder så meget af Niels Christians kunst.
Jeg må indrømme at jeg ikke præcist husker hvornår min kone og jeg første gang mødte Niels Christian og hans kunst, men det er mindst 10 år siden det skete, og det var – det husker jeg til gengæld præcist - på Galleri Garlishée der dengang lå i Nisset nær Silkeborg. Vi kendte galleristen Lisbeth Klaustrup vældig godt via galleriets kunstforening, og Lisbeth havde på forhånd stillet os en stor oplevelse i udsigt ved en kommende udstilling. Og det blev en oplevelse der har trukket lange spor i vores liv. Vi blev overvældet, blæst omkuld af den farverigdom, den farveeksplosion, den leg med former der mødte os – og af den glæde ved kunsten, livet og landskaberne som malerierne, store og små, så tydelig viste.
Dette er i mine øjne essensen af Niels Christians kunst: et overdådigt ekspressionistisk udtryk parret med begejstring over motiver og detaljer. Og samtidig er der et element af ydmyghed og beskedenhed i malerierne, ikke skyggen af den kan-alle-se-mig-kan alle-høre-mig-mentalitet man så ofte træffer hos kunstnere, også de virkelig kendte.
Dette falder helt i tråd med Niels Christians baggrund og liv. Der stod bestemt ikke kunstner over hans vugge, tværtom, det var ikke familiens ønske at han gik den usikre og heller ikke anerkendte vej. Men selvom vejen gik over først en landbrugsuddannelse og sidenhen en handelsuddannelse der førte til et succesfuldt liv i forretningsverdenen, rumsterede kunstneren konstant i Niels Christian, og han dyrkede kunsten så meget han kunne i sin fritid, i høj grad støttet af Susse der gennem hele deres lange samliv har været fikspunktet i både forretningsmandens og kunstnerens, Niels Christians tilværelse. Alt dette forstår man når man har læst hans erindringer ’Mit liv – som karl, forretningsmand og kunstner’ fra 2019.
Med sin pensionering for nu vel snart 20 år siden tog Niels Christian omsider hul på livet som kunstner, og han har skabt og spredt megen glæde hos mange, vældig mange med sin kunst. Selv ejer vi 5 malerier af Niels Christian, og der går ikke en dag uden at vi føler, ja, jeg tager ikke munden for fuld når jeg siger taknemmelighed over vores erhvervelser. Jeg har tidligere talt om ’flammende farver og forheksende former’ i forbindelse med Niels Christians kunst, og sådan er den. Man formelig suges ind i malerierne, og hvor meget man end har vandret rundt i dem, hvor godt man end synes man kender dem, finder man altid noget nyt – man bliver aldrig færdig med dem. Og se, det kendetegner ægte kunst.
Men malerierne er trods deres kunstneriske tyngde ikke anmassende, de tager ikke magten fra betragteren, de kuer ingen. De inviterer, de tilbyder, de lover en oplevelse. Og her stikker det ærlige og oprigtige menneske, Niels Christian, hovedet frem. Det er så velgørende ikke at blive tvunget til at æde synspunkter og blive opdraget (som mange kunstnere mener de partout skal, gud bedre det), men snarere blive opfordret til at dele den glæde der driver Niels Christian. De 4 af vores 5 malerier hænger i vores hjem i Århus, det er landskabsmalerier fra det vestjyske. Det 5. hænger i vores fritidshus ved Elsegårde Strand små 10 km. fra Ebeltoft lige ud til Kattegat og med udsigt tilden lille ø Hjelm. Det er faktisk et bestillingsarbejde. Vi ville gerne gøre noget godt for os selv midt i corona-elendigheden og spurgte Niels Christian om han ville digte et maleri på baggrund af en stribe fotografier. Og det gjorde han sandt for dyden.
Maleriet hænger i et guddommeligt lys i vores opholdsstue, og som billederne i Århus er det konstant på, med andre ord: Det lokker os hele tiden hen, og vi finder også her hele tiden nyt. Niels Christians himle er enestående, og denne her er det i særklasse. Vi er oprigtigt glade for at han påtog sig denne opgave. Og så var han og Susse blandt de meget få mennesker vi så sidste år – udenfor og med afstand, forstås, men trods alt uden mundbind. Niels Christian er stadig i fuld gang, og han udvikler sig. Det bliver godt at møde ham og hans kunst og hans Susse til udstillinger og åbent-hus-arrangementer. Og hvem ved, måske kommer vi op på 6 billeder!
